Jordens centrum
Til venstre et typisk satellitfoto af Jorden, der viser skydække over Stillehavet og Nord- og Sydamerika. Ved at kombinere tusindvis af sådanne fotos kan man konstruere et billede af kloden, som den ville se ud uden skyer. Sådanne billeder giver en enestående mulighed for at overskue jordoverfladens fysiske forhold, fx ses udbredelsen af snedække på bjergkæder tydeligt.
Jorden er den tredjeinderste planet i Solsystemet , dannet samtidig med de øvrige planeter for ca.
Hvorfor er Jorden stadig varm og glødende indvendigt?
I denne artikel beskrives Jorden hovedsageligt ud fra et astronomisk, geologisk og naturgeografisk synspunkt. Andre artikler, der handler om Jorden, er atmosfæren , hav , jordskælv , liv , pladetektonik og Solsystemet. Jorden er enestående ved at være det eneste kendte sted i Solsystemet og i øvrigt resten af Universet , hvor der findes liv. Jordens liv er betinget af en kombination af heldige omstændigheder: Jordklodens opbygning og størrelse, afstanden til Solsystemets varmekilde, Solen, og placeringen mellem systemets to største tyngdefelter, Solens og Jupiters.
Jordens opbygning og størrelse gør, at dens øvre del opfører sig som en stiv skorpe, lithosfæren, der bevæger sig oven på et blødere lag, asthenosfæren, i den øverste del af kappen. Disse såkaldte pladetektoniske bevægelser holdes i gang af konvektionsstrømme i kappen, som bl.
Planeten Jorden
Jorden er således en geologisk aktiv planet i modsætning til naboplaneterne, Venus og Mars , samt Månen , hvor de geologiske processer er ophørt. Jorden adskiller sig også fra de andre planeter ved at have overfladevand, hydrosfæren. Tilstedeværelse af frit vand skyldes, at Jordens tyngdefelt er så kraftigt, at det kan tilbageholde det vand, der er frigivet ved indre processer eller tilført af kometer og asteroidemateriale, og at Jorden ligger så langt fra Solen, at vandet ikke fordamper.
Jorden har også kunnet fastholde en atmosfære, hvis drivhuseffekt bevirker, at overfladetemperaturen er den, vi kender. Imidlertid påvirker Månen foruden de andre planeter, fortrinsvis Jupiter, Jordens bane, der derfor afviger ganske lidt fra en ellipse; en enkel formel for banen kan ikke gives, og i praksis beregner man den på en computer. Jorden er nærmest Solen i januar, fjernest i juli.
Jorden har form som en rotationsellipsoide med centrum i Jordens tyngdepunkt og en akse, der falder sammen med Jordens middelrotationsakse. Ved observationer af afstanden til satellitter og disses hastighed kan man bestemme Jordens totalmasse og dens inertimoment. Ved afstandsmåling med radar fra satellitter til havoverfladen har man desuden bestemt middel-havniveauet med en decimeters nøjagtighed.
Ud fra disse data kan man fastlægge et såkaldt normalt tyngdefelt. I antikken antog man, at Jorden var kugleformet. Den første kendte bestemmelse af Jordens radius blev udført af Eratosthenes omkring år f. Metoden gradmåling anvendtes i princippet indtil Imidlertid er Jorden på grund af sin rotation fladtrykt ved polerne, som teoretisk påvist af Isaac Newton i Principia Hans teoretiske resultater stred mod gradmålinger foretaget i Frankrig og gav anledning til en voldsom videnskabelig strid.
Hvorfor er Jorden stadig varm og glødende indvendigt?
Gennem gradmålinger i Lapland og Peru udført af ekspeditioner udsendt af det franske videnskabsakademi blev det påvist, at Newton havde ret. Som følge af fladtrykningen er Jordens radius 21 km større ved ækvator end ved polerne. Jorden roterer med en vinkelhastighed på 7, Rotationshastigheden har mindre variationer, der er forårsaget af vind og havstrømme.
Hvis Jorden ikke var påvirket af ydre kræfter, ville retningen af dens rotationsakse være konstant, men især Solens og Månens tiltrækning gør, at retningen varierer. Den vigtigste bevægelse er præcessionen : Med en periode på ca. Overlejret på denne bevægelse er en mindre, nikkende bevægelse, nutationen , med en periode på 18,6 år. Endelig er der en endnu mindre svingning med en periode på ca.
Ændringer i rotationshastighed og omdrejningsakse bestemtes tidligere udelukkende ud fra astronomiske observationer. I dag benyttes observationer med laser af afstanden til Månen og til jordnære satellitter udstyret med reflektorer samt GPS.